Skip to main content

Ny ejer af fiskehuset

Den 1. marts 2021 kunne Michael Lyhne Mathiesen endelig se gevinsten af lang tids intensivt arbejde, da han overtog nøglerne til Fiskehuset på havnen i Thisted. 

Baggrunden for investeringen

Fiskehuset er en forretning med både restaurant, detailhandel, mad ud af huset og webbutik. Naturligvis centreret omkring fisk, men også med andre lokale specialiteter. Der har været handlet fisk i virksomhedens lokaler i Thisted siden 1942 og forretningen beskæftiger i dag ca. 5 medarbejdere. 

Per og Lisbeth, som havde drevet virksomheden siden 1986, ønskede at gå på pension og virksomheden var derfor til salg. Michael fik via Thy Erhvervsforum nys om muligheden og derfra gik processen sin gang; forhandling med sælger, pengeinstitut mv. Det kan være en hård proces, men sammen med Michael fik vi fundet en løsning, hvor alle parter var glade.

For Thy Erhvervsinvest er en case som denne oplagt, fordi vi er med til at sikre overgangen af en virksomhed fra en generation til den næste og dermed sikre arbejdspladser og vækst i Thy. Derudover er casen her endnu en mulighed for at gøre en forskel for en nyopstartet virksomhedsejer ved at hjælpe ham godt igang. Med finansiering, men også ved at understøtte processen omkring etablering og løbende herefter via bestyrelsesarbejde.

Setuppet i investeringen

Som det ofte er tilfældet med ældre virksomheder, der har kørt fornuftigt i mange år, så er der en betragtelig egenkapital i virksomheden og gælden er ofte også lav. Det er sundhedstegn, men det betyder også, at en potentiel køber skal ud og finde et betragteligt beløb for at købe virksomheden. Det var også tilfældet med fiskehuset og derfor var der behov for at tænke lidt alternativt for at få det hele sat op. Det resulterede i nedenfor viste setup, hvor Thy Erhvervsinvest købte ejendommen ud og dermed nedbragte købesummen for selve virksomheden betragteligt. Alternativt skulle vi have have købt en større del af virksomheden, men det ville være forkert, hvis Michael ikke skulle være hovedaktionær i sin egen forretning og høste frugterne af sit eget slid.

 

 

Ligesom med alle vores øvrige investeringer spiller ejeraftalen mellem ejerne en central rolle i samarbejdet. Denne regulerer bl.a. hvordan, hvornår og prisfastsættelse, når Michael skal købe Thy Erhvervsinvet ud igen. I dette tilfælde også forholdene omkring bygningen, som Michael driver sin virksomhed fra.

Fremtiden

Fiskehuset er en gammel forretning, som gennem årene har formået at være innovative med mange salgskanaler og i det hel taget gjort det godt. Med ny mand ved roret er den kurs sat til at fortsætte. Michael har energien og kompetencerne til at tage virksomheden videre til det næste niveau. Vi ser frem til samarbejdet!

Branche:
Detail- og websalg af frisk fisk, samt mad ud af huset

Ejerskab:
30 %

Anden finansiering fra TEI:
Finansiering af ejendom

Hjemmeside:
http://www.fiskehuset.dk/

Vil du vide mere om Thy Erhvervsinvest?

Hør, hvad vi kan gøre for din virksomhed