Skip to main content

Markant spiller på markedet for specialvinduer ligger nu i Thy

Thy Erhvervsinvest ejer nu i fællesskab med Joan og Leo Madsen Thy Vinduer Holding A/S, der under sig har Linolie Døre og Vinduer A/S. Det fælles ejerskab har netop også sikret købet af VIPO A/S pr. 1. juli. Med sammenlægningen kan Thy i dag bryste sig af at have en markant spiller indenfor produktion af specialvinduer. Og det er et nichemarked, der kun forventes at vokse. 

Generationsskifte og en stærk virksomhed i Thy

VIPO A/S i Vestervig har i mere end 30 år produceret vinduer og døre i høj kvalitet og beskæftiger i dag 19 medarbejdere. Men ejeren, Victor Søgaard, ønskede at gå på pension og et generationsskifte havde længe været et ønske.

Thy Erhvervsinvest kontaktede Leo og Joan Madsen, som har driftet Linolie Døre og Vinduer A/S i Vemb i flere år, med henblik på et muligt partnerskab. Det resulterede i det fælles selskab og sidenhen købet af VIPO A/S, som Thy Vinduer Holding A/S overtog driften af pr. 1. juli.

Det er første gang, Thy Erhvervsinvest er medejer af et holdingselskab, der ejer flere virksomheder. Direktør i Thy Erhvervsinvest Thomas Sandal Hansen ser store muligheder i den nye konstellation:

- Både VIPO Vinduer A/S og Linolie Døre og Vinduer ApS er veldrevne virksomheder med godt fat i deres respektive markeder. Markedet for specialvinduer forventes at vokse de kommende år, og derfor giver det utrolig god mening at forene kræfterne og stå som en markant spiller på markedet.

Begge virksomheder oplever øget efterspørgsel på specialvinduer. Den store efterspørgsel skyldes dels mange renoveringer af bevaringsværdige bygninger i storbyerne. Dels at private i højere grad end tidligere viser interesse for at besvare det gamle og renovere i den gamle stil. 

Det handler også om arbejdspladser og skattekroner

Det fælles ejerskab sikrer de 19 arbejdspladser, der lige nu er i VIPO A/S i Vestervig. Derudover er Thy Vinduer Holding A/S beliggende i Thisted Kommune og dermed betales hele koncernens skat i Thisted Kommune.

 

Kontaktoplysninger:

Thomas Sandal Hansen, Direktør i Thy Erhvervsinvest, tlf. nr.: 23464552

Fakta om investeringen i Thy Vinduer

Branche:
Produktion af specialvinduer

Ejerskab:
17,5 %

Anden finansiering fra TEI:
Lån

Hjemmeside:
https://linolievinduer.dk/
http://www.vipo.dk/

 

Vil du vide mere om Thy Erhvervsinvest?

Hør, hvad vi kan gøre for din virksomhed