Generationsskifte i auto- og dækforretning

Den tidligere leder af Hanstholm - Thisted - Sydthy Auto og Dæk's Thistedafdeling, Anders Stignæs, har pr. 1. juni, sammen med den lokale investeringsfond Thy Erhvervsinvest overtaget auto- og dækfirmaet, der har 25 ansatte.

Med ejerskiftet er det sikret, at firmaet bliver på lokale hænder, selv om der var stor interesse fra større dæk-kæder for at overtage virksomheden.

Anders Stignæs fortæller, at han har arbejdet med at overtage i et års tid. Efter flere forsøg til hjælp med finansieringen fik han ved en tilfældighed kontakt med Thy Erhvervsinvest, da en af folkene bag investeringsfonden var inde og få ordnet bil.

- Jeg kendte slet ikke investeringsfonden, som var den rigtige hjælp for mig til finansieringen. Der gik ikke mange møder, før tingene faldt på plads. Det gik helt glat. Jeg kan kun rose Thy Erhvervsinvest, fortæller Anders Stignæs, og fortsætter:

- Thy Erhvervsinvest går ind og bliver medejer på en part og får to mand i firemandsbestyrelsen. Jeg bliver hovedejer og skal drive virksomheden. Men jeg er glad for, at jeg får god sparring af bestyrelsen, lyder det fra den nye ejer af auto og dækfirmaet, der ingen planer har om at ændre på hverken bemandingen eller den daglige drift, som kunderne kender.

Direktør i Thy Erhvervsinvest Robert Hove uddyber:

- Det er en solid virksomhed i en god gænge, vi går ind i. Den har generet overskud i så godt som alle år. Nu stod virksomheden i et generationsskifte og salg. Så var det det helt rigtige for os at gå ind og støtte en ung ny leder og investere i virksomheden med lokal udvikling for øje, siger Robert Hove, direktør for Thy Erhvervsinvest.

Investeringen passer perfekt til formålene for vores fond. Anders skal styre virksomheden. Vi skal være fødselshjælper og sparringspartner. Vi skal være med i omkring seks år, og derefter er det planen af Anders har købt Thy Erhvervsinvest ud igen.

Det er Thy Erhvervsinvests anden investering. Tidligere har Thy Erhvervsinvest investeret i Klitmøller tech-firmaet Incendium.

Ejerandelene i Hanstholm - Thisted - Sydthy Auto og Dæk er 55,5 procent til Anders Stignæs og 44,5 procent til Thy Erhvervsinvest.

Er du interesseret i at høre, hvordan et samarbejde med Thy Erhvervsinvest kan bidrage til at skabe vækst og udvikling i din virksomhed, så kontakt fondens direktør Robert Hove på tlf. 91 23 06 52 eller mail@thyerhvervsinvest.dk. Vi behandler naturligvis enhver henvendelse fortroligt.